Den Blå Planet og erfaringer med formidlingsdesign

Da jeg jeg læste at Den Blå Planet, efter bare et år, udskifter hele formidlingsdesignet fik jeg først gåsehud – det må være enhver designers imaginære spark i bollerne at få revet sine ting ned – dernæst vandrede mine tanker tilbage til en deltagelse i udviklingen af noget, der skulle have været et stort oplevelsescenter omkring Jellingestenene. Oplægget fra Vejle Kommune var dengang et krav om at Centeret skulle cirkle om 3 temaer, være fleksibelt så kuratore kunne fylde rummene uafhængigt og at publikum skulle kunne vælge deres egen vej gennem udstilllingerne alt efter impuls. Ambitionen var at centeret skulle være så god kilde til læring at skoleklasserne ville strømme ind og så sjovt at skolebørnene skulle plage deres familier med i ferien.

Alt i alt nogle fantastiske, men desværre fejlagtige, forventninger til menneskets iboende nysgerrighed.

denblaa

 

Jeg har ikke læst oplægget fra Den Blå Planets bygherre, men ville det værre en stor overraskelse hvis man kunne genkende de mest grundlæggende krav? At det skal være lærerigt, sjovt, undersøgende, stimulerende og alt for verden ikke autoritativt dikterende hvad børn og voksne skulle fortage sig?

Altså endnu en utopisk forstilling om at menneskets nysgerrighed i sig selv dirigere adfærd i en “demokratisk” tilrettelæggelse af fascination spredt ligeligt i det byggede miljø. En manglende indsigt i menneskets natur der efter sigende kommer til at koste Den Blå Planet 12 millioner i nyt formidlingsdesign.
I nysgerrighed, så vel som i læring, kan alting ikke være lige gyldigt. Nysgerrighed og læring drives af en iboende drift mod at gennemskue eller “afslører” sammenhænge, opdage forløb mod gevinst i form af forbedret overlevelse. Og når menneskets socialitet er så dominerende et overlevelsespotentiale, som det er, er gevinsten ved nysgerrighed altid i kontekst af “de andre”. Gruppen. Altså en højere autoritet og netop autoritet er skrevet ud af den impulsbårede forstilling oplevelesesforretningerne prøver at skabe et publikum til.

Svaret er libertarian paternalism, det fri valg med kyndig vejledning. At vise en vej, en fortælling eller forventning om højere orden i et forgrenene forløb. Rummet og retning skal pege mod et eller andet og når vejene deler sig og dit valg er nødvendigt skal det fortages med hjælp af museets usynlige hånd.

jel1

I eksemplet med Jellingecenteret fandt vi ud af at hvis man i forvejen indgik en tilstrækkelig logisk kontrakt med publikum, så kan man skabe ret abstrakte miljøer med stor fleksibilitet. Hvis man for eksempel sagde at selve de rum udstillingen er indlejret i, er tid skåret ud og sat sammen i nye sammenhænge. At historien er en stang af tid, som vi skære ud og sætter sammen i nye sammenhænge. Så præmissen er en rum/tid erkendelse og at hvert rum er en historisk hændelse der har en eller anden relevans for og med det tilstødende rum. Så er din nysgerrighed, som udgangspunkt styret af en drift mod en udforskning af forbindelser mellem rum/tid.

For eksempel kunne du placere et rum med jellingenestenene ved siden af et rum med paskontrol hvor en dansker går igennem schengen indgangen med sit rødbedepas med jesusrunerne. Imens et tredie tilstødende rum forstiller gemakkerne for Christian d. 8 kiggene ud på folkesamlingen. Umiddelbart total anarki, men hvis man forstår præmissen ville man begynde at søge efter forbindelserne. Jeg siger ikke at fortællingen skal være sådan, men at kontrakten om tid skåret ud i rum giver mulighed for den slags nonlinærer og valgbare fortællingsmodeller.

jel2

No Comments

Leave a comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.